Claus

– en 16 årig dreng med udadvendt voldelig adfærd

Direkte aktørperspektiver

Claus

Klasselærer i 10. klasse

Pædagog på opholdssted

Indirekte aktørperspektiver

Claus´ mor, far og søster

Elever i 10. klasse

Lærere i 10. klasse

AKT-lærer

Skoleleder

Politi

Tværprofessionelle temaer

Samarbejde mellem folkeskole og 10. klassecenter

Samarbejde mellem efterskole, opholdssted og skole

Samarbejde mellem socialforvaltning, politi, skole og opholdssted

Professionelles forståelse og håndtering af udadreagerende unge med voldelig adfærd

Didaktiske forslag

Vignetmetoden

Rollespil

Forumteater

Lyt til casen Claus

Indledning

Casen


Claus casen 14.96 MB 106 downloads

Her kan du downloade Claus casen som en mp3 fil. ...

Claus starter i 10. klasse

Klasselæreren fortæller: ”Claus begynder i vores 10. klassecenter i sommeren 2013. Han begyndte et par uger efter de andre fordi han først havde været på efterskole. Efterskolen var ikke noget for ham, og han bor nu på et opholdssted.”

”Allerede ved det første møde med ham blev jeg usikker på om vores tilbud egentlig var noget for ham eller om han bare skulle ”opbevares,” siger klasselæreren og fortsætter: ”Han virkede på ingen måde fagligt eller socialt interesseret. Han kiggede nærmest væk da vi viste ham kalenderen for 10. klasse med projekter, brobygning og studietur. Når nye elever begynder i 10. klasse, er der blandt eleverne valgt nogle ”klasse-mentorer”, som skal hjælpe nye elever med det praktiske og samtidig støtte dem i forholdet til at danne relationer med andre elever i klassen. De to ”klasse-mentorer” var han lidt interesseret i.”

Efter Claus´ deltagelse i et par ugers undervisning begynder klassens lærere at karakterisere ham som uengageret i det faglige arbejde, men med et fagligt potentiale. AKT-læreren laver en EDP-observation på ham for at få et indblik i hvor og hvornår han indgår i læringsfællesskaber i undervisningen. Observationen viser at Claus nærmest sidder i dvale i undervisningen. AKT-læreren undrer sig.

I en samtale med Claus spørger hun ham om han ryger noget eller tager stoffer. Claus flyver op og fejer alt fra bordet ned på gulvet med armen i én bevægelse. Klasselæreren fortæller at AKT-læreren bliver meget forskrækket.

Claus får hidsighedsanfald

Det viser sig at Claus får hidsighedsanfald. Nogle af klassekammeraterne i 10. klasse siger lidt til klasselæreren om det, men de tør ikke stå frem. ”Han er helt sikker ligeglad med om skolen ved det eller ej. Han er ligeglad med alt, og man ved aldrig hvornår knytnæven rammer en,” siger klasselæreren.

Knytnæven rammer en dag en pige fra en anden klasse i et frikvarter. Claus har tydelige tatoveringer. En dag har han fået lavet nye tilføjelser til tatoveringerne, og det bemærker nogle piger, som komplimenterer ham for det. En af pigerne er tavs. Claus spørger hende hvad hun mener om hans tatoveringer. Hun trækker på skulderen, og så ryger hun bagover af en knytnæve i ansigtet.

Pigens forældre politianmelder episoden. Pigens fortænder er slået ind men ikke ud.

Claus bliver vist bort fra skolen

Skolen meddeler kommunens skoleforvaltning at de ikke længere kan have Claus som elev, og da 10. klasse er et frivilligt tilbud, accepterer kommunen skolens afgørelse.

Klasselæreren fortæller at hun oplever at klassen er lettede over at Claus er forsvundet. Størstedelen af eleverne er utrygge ved ham, siger hun, men der er også nogle elever som er meget imponerede af ham og det liv han fører ifølge hendes vurdering. Han er sej eller cool på en måde som nogle elever også går og drømmer om at være, siger hun.

Skolens leder retter henvendelse til kommunen for at udtrykke undren over at de ”sådan uden videre” får en elev i 10. klasse uden konkrete oplysninger om hans adfærdsmæssige problemer. Skolen fik inden Claus begyndte i 10. klasse at vide at Claus var en elev som ikke have gået regelmæssigt i skole siden 8. klasse, at han have fået undervisning på de tre forskellige væresteder hvor han havde boet, og at han var almindelig begavet. Der var en uddannelsesplan vedhæftet disse oplysninger, hvoraf det bl.a. fremgår at Claus vil til militæret når han bliver 18 år. UU-vejlederen havde foreslået en håndværkeruddannelse, og Claus havde været sendt i praktik for afklaring af om han skulle være håndværker. Han havde deltaget meget overfladisk i praktikkerne og forløbene på EUD.

Skolens SSP-lærer retter henvendelse til politiet for at orientere om episoden med pigen som blev slået. Politiet tager imod informationerne.

Claus’ liv i anbringelser

Claus sagsbehandler i kommunen er nyansat og nyuddannet og hun kender ikke sagen indgående og har aldrig mødt Claus. Der ligger allerede en henvendelse fra opholdsstedet på hendes bord idet pædagogerne efterlyser retningslinjer for hvad der skal ske med Claus fremmedrettet. Der er ikke sket en opfølgning af handleplanen det sidste halvandet år, ej heller foretaget tilsynssamtaler med Claus. Han har skiftet anbringelsessted fire gange på to år. Først var han i en akut plejefamilie, så kom han på efterskole, siden på et opholdssted og derfra på det aktuelle opholdssted, hvis målgruppe er unge med sociale og adfærds-problemer samt stofmisbrug. Hun kan læse i en statusrapport fra kontaktpædagogen at: ”Claus er meget stor og ser særlig ud med sine tatoveringer. Han har et meget stort stofmisbrug, og vi oplever at han konstant er i ubalance. Der skal ingenting til, så raserer han sit værelse, og det betyder at han ødelægger sin seng, skabene og alt på værelset.”

Pædagogen fortæller også at han og en kollega ikke tør blande sig når han raserer sit værelse, hvad han gør af og til, og det følger ikke noget mønster. Når værelset er raseret, går han ud af døren fra værelset som om ingenting er hændt. ”Det er sgu det mest uhyggelige,” siger pædagogen og tilføjer at han og kollegerne er begyndt at tale om at Claus adfærd virker uforståelig. De overvejer muligheden af at Claus bliver undersøgt af en psykiater.

Pædagogens beretning om Claus liv

Pædagogen fortæller at Claus kommer fra en familie med far, mor og lillesøster. Begge forældrene er i arbejde. Faren har haft et job hvor han har rejst rundt i verden. Moren arbejder i butik. Livet i familien begynder at gå mere og mere galt da Claus nærmer sig puberteten. Han får voldsomme raserianfald og retter sig ikke efter beskeder fra moren. Han lægger sig tit til at sove i sin seng midt på dagen op til flere timer.

Da han er 14 år, tager han familiens bil og kører af sted i den sammen med en kammerat. De er væk i fem dage. Da politiet finder Claus og hans kammerat – en fyr på 19 år –, er de begge meget påvirkede af stoffer. Claus´ far stopper sit rejsejob og får nyt arbejde for at være mere hjemme i familien. Claus begynder at tage stoffer jævnligt. Han begynder at ryge hash og tager af og til også flere hårde stoffer. Efter episoden med bilen og en episode hvor han slår både sin mor og sin 9-årige lillesøster, fjernes han fra hjemmet.

Claus´s eget perspektiv

Claus fortæller til intervieweren at han kommer fra ”en ganske normal familie” med lillesøster, mor og far. Forældrene er gift og bor i et almindeligt kvarter. Claus fortæller at han gennem flere år har været ”pissetræt” af sine forældre og sin søster. Han betegner sin mor som naiv og mindre begavet. Hans far har rejst meget, så ham har han ikke rigtig noget indtryk af.

Han fortæller at han altid har været optaget af at krydse grænser for at mærke hvordan det er, og fortæller hvordan han meget bevidst opsøgte ”ballademagerne” i skolen. Ikke fordi han som sådan ser op til dem, men fordi det var vildt spændende det de fortog sig. Han siger: ”Lærerne fik også altid nogle særlige rynker i panden når navnene på de drenge kom frem, og da politiet direkte advarede mig om selskabet, så var jeg slet ikke i tvivl om at de drenge var vejen frem. I selskabet med dem begynder jeg at ryge hash. Det gælder om at have overblikket, ellers tager de røven på en. Man skal ikke tro at de er flinke eller rare ved en – de er mere fjender end venner, men spillet mellem dem er interessant,” forklarer Claus.

Claus siger at han egentlig ikke kan forstå at pædagoger, socialrådgivere, lærere og politi forsøger at rende ham i røven hele tiden. Han er fuldt ud klar over deres hensigt med at gøre det, men han vil være i fred. Han forklarer også at han faktisk ikke kan forstå hvorfor han ikke bare kan få lov at være i fred. Han fortæller om hvor lykkelige pædagogerne ser ud i ansigtet når han sidder og taler dem efter munden på opholdsstedet. Han fortæller at det virker som om de ligefrem tror på det han siger. ”Man skal bare tale dem efter munden, så slutter alle møder meget hurtigt med en såkaldt ”aftale”.” De såkaldte ”aftaler” drømmer Claus ikke om at overholde hvis det ikke passer ham, fortæller han.

I forhold til vold siger han: ”Hvis folk ikke kan finde ud af at blande sig uden om, så tæsker jeg dem.”

Claus siger at han egentlig synes at systemet er snærende for ham. Han fortæller: ”Pædagogerne render efter mig konstant og diagnosticerer mig sikkert også når de holder møder,” og tilføjer at han bare går hvis han ikke gider være på opholdsstedet mere.