Dennis

– et forløb med en dreng i mistrivsel i skolen og familien fra han er 8 til 12 år

Direkte aktørperspektiver

Dennis

Sonja, Dennis´ mor

Pernille, sundhedskonsulent

Indirekte aktørperspektiver

Dennis´ far

Folkeskolelærer

SFO-pædagoger

Sundhedsplejerske på skolen

Medarbejdere på Julemærkehjem

Privat psykolog

Læge og diætist

Tværprofessionelle temaer

Samarbejde på tværs af folkeskole og sundhedspersonale i kommune og region

Samarbejde på tværs af almen- og specialtilbud

Fritidsaktiviteter på tværs af skole, SFO og familie

Didaktiske forslag

Forumteater

Vignetspørgsmål

Lyt til casen Dennis

Indledning

Casen


Dennis casen 25.97 MB 73 downloads

Her kan du downloade Dennis casen som en mp3 fil. ...

Dennis´ hverdagsliv

Dennis er en dreng på 8 år. Han bor i en landsby i et lille hus med sin mor Sonja. Han går i 3. klasse på en folkeskole, der ligger i den provinsby hvor Dennis’ far bor med sin kæreste og deres fælles datter på 4 år. Dennis er hos sin far og hans familie næsten hver anden weekend. Af og til sker det også at far kommer forbi skolen og kører ham hjem. ”Det er rart at sidde dér i bilen med far,” siger Dennis.

Dennis’ mor Sonja har konstante smerter på grund af gigt og er førtidspensionist. Hun har ikke energi til at bringe ham til og fra skolen, så han tager bussen sammen med nogle af de andre børn efter SFO. Når Dennis kommer hjem, hygger han sig med sin mor og de får kager, brød og kakaomælk, og så plejer han at smutte ind på sit værelse til computerspillene. Han spiller mens hans mor hviler sig og laver aftensmad.  Hun spørger af og til om han ikke skal ud at lege med de andre på vejen, men han synes ikke at det er sjovt. ”Der er kun tre andre børn på vejen, og den ældste dreng driller mig altid og siger nogle gange Delle Dennis til mig. Det er nok at jeg skal tage bussen til og fra skole med dem. Så vil jeg hellere spille computerspil.” fortæller Dennis og fortsætter: ”Jeg har det godt med at være i gang med mine hænder. Jeg kan bedre tal, når jeg nulrer eller piller ved noget. Men i skolen er læreren efter mig. Hun siger at jeg ikke skal sidde og pille ved ting. Jeg synes bare at det er rart når jeg nu skal sidde stille på min plads – så er det rart, at hænderne rører ved noget, så kan jeg bedre samle tankerne, men det er ikke noget jeg tænker over. Det er bare noget der sker”.

Dennis fortæller: ”Jeg har svært ved at sove om natten. Jeg drømmer nogle gange om en film som jeg så noget af. Den var ret uhyggelig. Noget med nogle monstre, der flyttede ind i folks hoveder. Far og mor er irriterede over at jeg ikke kan sove. Nogle gange står jeg op og vækker mor når jeg ikke kan sove – når tankerne om de uhyggelige monstre bliver for voldsomme. Så får jeg lov at putte i hendes seng. Men jeg tør ikke vække far når jeg er hos ham. Han bliver bare rigtig sur. Sidste weekend skulle jeg have sovet nede hos en fra klassen, men det blev ikke til noget, for jeg var bange for at uhyrerne skulle komme.”

Dennis har samtaler med privat børnepsykolog

Sonja er bekymret for Dennis. Hun har været til en forældresamtale hvor læreren sagde at hendes dreng ikke kan sidde stille og koncentrere sig i timerne, og det går ud over hans faglige niveau. Sonja siger: ”Jeg ved godt at Dennis er en urolig dreng. Han er lidt hyper. Det er faktisk kun når han spiller computerspil at der er ro over ham. Og så er der det med at han ikke kan sove om natten.”  Hun ringer derfor til Dennis´ far og aftaler at de prøver at kontakte en privat børnepsykolog hvor Dennis måske kan blive hjulpet. Som barn var hun selv til skolepsykolog med nogle problemer om mobning, fortæller hun, men det hjalp overhovedet ikke, så hun foreslår en privat psykolog. De får ordnet det sådan at kommunen giver et tilskud, fordi Dennis´ natteuro er kommet efter hun selv har fået det fysisk dårligere.

I begyndelsen synes Dennis at det er lidt underligt at komme hos ham psykologen. Han skal jo svare på nogle af de spørgsmål han stiller og sådan. Men efter anden gang bliver det noget som Dennis glæder sig til. ”Psykologen har nogle små klodser og opgaver som jeg skal klare med hænderne mens vi snakker sammen. Det er rigtigt sjovt, og jeg er faktisk god til at samle klodserne sammen så de kommer til at passe,” fortæller Dennis og forklarer: ”Jeg må gerne gå rundt mens vi snakker, og det er rart, for så kan jeg bedre snakke. Jeg fortæller om mor og far, om det jeg kan huske fra dengang de blev skilt, om de andre i klassen og dem der bor på vejen, om den uhyggelige film og om hvad jeg drømmer om natten.” Dennis ender med at blive træt hver gang og falder i søvn på psykologens gulv inden hans mor kommer og henter ham. Efter ti gange stopper han hos psykologen, og efterhånden kan han nu sove om natten igen – hvis en lille lampe er tændt og døren kan stå åben så han kan kigge ind i mors soveværelse.

Dennis besøger skolens sundhedsplejerske

Dennis er nu 9 år. Han er ikke så glad for skolen længere. Han synes det er kedeligt, og læreren er hele tiden sur på ham – også hvis han virkelig prøver at sidde stille og lave sine opgaver. Han kan heller ikke lide skolen og SFO´en, fordi der er flere som nu driller ham og er efter ham – også i bussen til og fra skole. ”Nogle gange bliver jeg hjemme fordi jeg har ondt i maven. Det er rart: Så slipper jeg for dem alle sammen,” siger Dennis.

Sonja tænker at hun bliver nødt til at gøre noget i forhold til Dennis, og siger: ”Han er blevet kraftigere og kraftigere, og han gider ikke gå til sport. Jeg har forsøgt at få ham til at begynde til fodbold eller badminton, men der er ikke noget af det som han vil. Han har heller ikke rigtig nogen venner som han kan følges med, og det er nok også med til at holde ham tilbage. Han virker også tit så trist, og skolearbejdet skal jeg virkelig kæmpe for at få ham til at lave.” Hun kontakter derfor skolens sundhedsplejerske og fortæller om Dennis. Sundhedsplejersken foreslår at de kommer til en samtale for at tale om hvilke muligheder der er for at få hjælp.

Hos sundhedsplejersken bliver Dennis målt og vejet, og så siger sundhedsplejersken til Dennis at han gerne må løbe ud at lege indtil hun og hans mor har talt færdig. Sundhedsplejersken giver Sonja en masse råd om hvad hun kan gøre for at Dennis får den rigtige mad i løbet af dagen og ikke spiser for meget.

Sonja fortæller: ”Jeg kan ikke få Dennis til at følge rådene. Han går i køkkenets skabe og tager kager, brød og andet når jeg ikke ser det. Det er også alt for krævende for mig at skulle lave om på alle de ting som sundhedsplejersken fortæller. Og jeg vil ikke selv kun spise på den måde selv om jeg da vist også selv vejer en del for meget og det da kunne hjælpe på gigten som sundhedsplejersken siger. Ja, så er det bare alt for mange ting jeg skal gøre. Og Dennis er slet ikke interesseret i den nye mad”.

De kommer hos sundhedsplejersken nogle gange over et år, og til sidst foreslår sundhedsplejersken at hun henviser dem til et tilbud der findes på et sygehus hvor de kan få mere hjælp i forhold til Dennis’ overvægt. Der kan de tage blodprøver og teste, og så er der også en psykolog tilknyttet. Det siger Sonja ja tak til.

Dennis har samtaler med læge og diætist på sygehuset 

Dennis er næsten 10 år før de kommer til på sygehuset. Her sker der det samme, synes Sonja og siger: ”Her er der en læge og en diætist som taler meget bestemt og alvorligt til os. Jeg kan mærke på Dennis at det ikke hjælper. Han bliver i stedet bange for lægen og diætisten og for at komme der. Mellem samtalerne på sygehuset sker der heller ikke ændringer i forhold til Dennis’ madvaner. Hver gang bliver han vejet, og hver gang har han taget lidt på. Det er igen mig der skal stå for ændringerne, og jeg får da lavet lidt sundere morgenmad og aftensmad, men hvad hjælper det når Dennis går i skabene og tager alt det forbudte når jeg sover eller ikke lige er der? Jeg er så træt af at være den sure mor hele tiden. Vi er jo efterhånden hele tiden uvenner.”  Sonja finder ud af, at de i SFO´en serverer kager, pizzaboller og saftevand flere gange om ugen. Hun ringer derfor og melder Dennis ud af SFO´en. Hun fortæller ikke hvorfor hun melder Dennis ud, men hun er forarget over at de kalder sig en sund SFO.

Dennis er glad for at slippe for at være i SFO´en. Han spiller computerspil og ser film. Nogle gange med en ven han har i klassen, ellers alene. Dennis fortæller: ”Jeg vil egentlig gerne tabe mig: Så kan det også være at drengene i skolen ikke vil drille mig så meget. Men jeg får bare sådan en lyst til hyggemad når jeg sidder og spiller om eftermiddagen og i weekenderne, og så kan jeg lige smutte ud i køkkenet når mor alligevel hviler sig. Hun er også så sur hele tiden fordi hun har ondt, siger hun, men derfor kan hun da godt være lidt sød over for mig. Jeg gider i hvert fald ikke spise efter hendes regler når hun skal være så sur på mig. Hun opdager nogle gange at jeg har taget noget, og så råber hun af mig, men jeg er da ligeglad. Hun kan bare lade være med at være så sur hele tiden.”

Dennis bor på Julemærkehjem

Sonja ved til sidst ikke hvad hun skal gøre, så hun tager til deres praktiserende læge og fortæller om situationen. Han foreslår at de sammen søger en plads til Dennis på et Julemærkehjem så han kan komme væk, tabe sig, få motion og nye venner. Det synes Sonja lyder som en god idé, og Dennis vil efter lidt overtalelse også gerne give det en chance og tænker: ”Så kan jeg også komme væk fra skolen og dem der driller.”

Dennis er 12 år før han får en plads på det nærmeste Julemærkehjem. Her er han i ti uger. Han får venner, som han kan tale med om alt – også pigevenner. Han fortæller: ”Tænk at man kan tale om hvordan man har det, og udtrykke sine følelser og sige hvis man er ked af det. Det er helt fantastisk at dele værelse med en dreng der kommer fra en helt anden by og så blive hinandens bedste venner. Vi må ikke spille så meget på computer, men det er også lige meget for der er gode venner at snakke med eller lave noget sammen med. Hver lørdag er der f.eks. også altid et eller andet vi skal som er en overraskelse. Så skal vi gå en lang tur eller cykle en lang tur. Jeg bliver også meget bedre i skolen, men der er også mange flere lærere og pædagoger, der har tid til at hjælpe. De er ikke sure på mig, men hjælper mig. De hjælper mig faktisk med alt muligt. Både med hvad jeg tænker om mig selv og hvordan det er at være sammen med de andre børn. Og de gør det på sådan en god måde, også selv om det nogle gange er alvorligt. Men det er lidt ligesom dengang med ham psykologen. De taler med mig så jeg forstår dem.”  Dennis fortæller at han har fundet ud af at når han skal lytte til noget rigtig vanskeligt, så er det faktisk godt ikke at nulre eller pille ved noget med hænderne. Han har fået sådan en nulrebold, og den lægger han så lige fra sig når det f.eks. handler om ligninger eller sådan noget lidt svært noget.  Han begynder at svømme, og han bliver også glad for at løbe ture. De har nogle ruter man kan løbe på, hvor man så får mærker og point alt efter hvor lange ture man klarer, og det er han rigtig god til. Han ender med at sætte en løberekord inden hans ophold slutter. Det er han rigtig glad og stolt over. ”Tænk at jeg er så god til at svømme og løbe. Det er godt gået!” siger han.

Sonja fortæller, at hun er rigtig tilfreds med den kontakt hun og Dennis´ far har til lærerne og pædagogerne på Julemærkehjemmet. Der er tæt kontakt, og de hjælper med at løse de problemer der opstår. Det har været nogle gode uger hvor hun og Dennis´ far er blevet inddraget i hvad de skal sørge for i forhold til mad og motion når Dennis kommer hjem. Endelig oplever de at Dennis også selv er med og går aktivt ind i det. Sonja siger: ”Jeg føler for første gang at der bliver talt med Dennis i øjenhøjde i forhold til hans madvaner, og han har fået god tid til at lære om hvad der er godt at spise. Han har jo også tabt sig og er næsten nede på en normalvægt. I begyndelsen da han var hjemme på weekend, måtte vi hjælpe ham til at slappe lidt af. Han var nemlig bange for at tage for meget på, så han ville veje for meget næste gang de skulle vejes på Julemærkehjemmet. Men efterhånden lærte han at slappe af med det.”

Dennis bor hjemme igen

Det er i slutningen af oktober måned, og det er 5 måneder siden Dennis kom hjem fra Julemærkehjemmet. Han er begyndt i sin gamle klasse og fortæller: ”Den første dag dér var det lidt underlig og stille, men efterhånden er jeg kommet i snak med nogle af dem jeg også talte med før. Heldigvis er den store dreng som drillede mig, ikke længere på skolen, og de andre driller mig ikke så meget som tidligere. Jeg er begyndt at gå til svømning en gang om ugen, og det er egentlig ok, men det er slet ikke det samme som på Julemærkehjemmet. Dér dyrkede jeg noget hver dag sammen med de andre. Det var så sjovt. Også de lørdagsting vi lavede, hvor familien kunne komme og være med. Jeg savner alle de ting der skete. Jeg savner også løbeturene, men det er bare ikke det samme alene. Jeg har prøvet, men det er ikke sjovt.”

Dennis chatter lidt med sin værelseskammerat og en pigeven han også fik. Han savner dem rigtig meget. Alle de gode oplevelser de havde sammen, og han kunne tale med dem om alt. Nogle dage er han rigtig trist over det. Så kan han godt finde på at bruge lommepenge eller bodpenge på at købe slik eller chips som han spiser i bussen hjem. Han ved godt at det ikke er så godt i forhold til alt det han har lært på Julemærkehjemmet, men han er jo ikke længere så tyk. Han har godt nok taget 5 kilo på igen siden han kom hjem, men det er jo også klart når han ikke får helt den samme mad og laver alt det som de gjorde på Julemærkehjemmet. Der var jo noget hver dag! ”Min mor og far har godt nok lavet lidt om på maden, men min mor kan ikke finde ud af at lave det lige så godt som på Julemærkehjemmet,” fortæller Dennis og forklarer: ”De har købt en opskriftsbog derfra med mange af de retter vi fik, men det smager slet ikke på samme måde. Tit laver min mor det samme mad som hun plejer fordi hun er træt og har ondt, og jeg nænner ikke at sige noget om det fordi jeg ikke vil skændes med hende igen”. Det er bare svært når vægten går op hele tiden. Der er også morgenmaden som han spiser alene, fordi hans mor har mest ondt om morgenen. De har aftalt at han skal spise havregryn med minimælk, men der er hvidt sandwichbrød eller nogle boller, som smager meget bedre, så nogle morgener snupper han altså dem i stedet for. Det er bare svært at lade være.

Dennis taler med sundhedskonsulenten i kommunens Sundhedscenter

De er begyndt at have samtaler med en sundhedsdame fra kommunen, og dér bliver Dennis også vejet. Han siger: ”Dagen inden vi skulle derop sidst, fik vi æbleskiver om eftermiddagen, og selv om jeg havde tænkt mig kun at spise to, så endte jeg med at spise syv fordi de smagte så godt, og jeg var sulten, men det er jo sådan noget jeg har lært på Julemærkehjemmet at man tager på af. Jeg vejede så også endnu mere da Pernille, hende sundhedsdamen, vejede mig igen. Hun er nu egentlig meget sød, og jeg får lov til at fortælle, og hun lytter efter hvad jeg siger.”

Dennis er 12 år, og sundhedskonsulenten Pernille har haft ham og hans mor til samtale nogle gange siden Dennis kom hjem fra Julemærkehjem. Det er et tilbud de har i kommunens sundhedscenter.  Pernille fortæller: ”Vi retter henvendelse til de familier der har børn som kommer hjem fra et ophold. Det gør vi fordi vi ved at der ofte er brug for en opfølgning så familien kan støtte barnet i at fortsætte med at holde fast i de nye vaner i forhold til mad og motion. Ofte er det ret vanskelige situationer som børnene kommer hjem til med tunge problematikker, men jeg har ikke tiden eller den psykologiske viden til at gå ind i at være en støttende funktion i familiens hverdag, hvilket jeg ofte ser som den eneste mulige løsning som ikke er prøvet”.

I den første samtale med Dennis og Sonja synes Pernille at det går meget godt med dialogen. Sonja fortæller om de ændringer hun har lavet, og Dennis fortæller om hvordan hans mor laver mad efter en opskriftsbog som de har købt, og at han er begyndt til svømning. Han havde taget lidt på allerede dér, men det var også lige efter sommerferien hvor de jo nok havde hygget lidt mere end de plejer, som Sonja forklarede.

Nu sidder Pernille i den tredje samtale med Dennis og Sonja. Dennis har taget 5 kilo på siden han er kommet hjem fra Julemærkehjemmet.  ”Der må være nogle ting som ikke fungerer derhjemme,” tænker Pernille. Når hun spørger ind til den mad de laver, forklarer Sonja at hun laver den mad som hun har lært via Julemærkehjemmet, og hun kan ikke forstå at Dennis bliver ved med at tage på når hun nu gør alt det som man skal. Når Pernille spørger Dennis hvad han tænker om det, siger han: ”Jeg skal nok gå til lidt mere sport, men der ikke rigtig noget jeg har lyst til, eller nogen jeg kan følges med. Det kunne være dejligt hvis vi kunne cykle nogle ture ligesom vi gjorde på Julemærkehjemmet, men jeg ved jo godt at mor har ondt og er træt og at far altid har så travlt når jeg er dér i weekenderne.” Herefter tænker Dennis: ”Far og hans kone skal jo også have en ny baby, og de taler hele tiden kun om den lille ny og hvad de skal lave når babyen kommer. Der bliver slet ikke tid til det som jeg gerne vil med far og mor”.

Pernille foreslår at de næste gang tager Dennis´ far med til samtale. Måske kan han støtte Dennis i ændringerne på en bedre måde hvis han også deltager. Sonja nikker og lover at spørge Dennis´ far om han kan finde tiden til at tage med. Pernille tænker efterfølgende: ”Det er svært at se hvad der foregår i alt det her. Jeg kan ikke rigtig blive klog på det hele, og jeg har en fornemmelse af at der er en masse jeg ikke får at vide. Noget forbliver usagt, og så er det rigtig svært at gøre noget. Med den ekstra tid som skolereformen har givet og med SFO´ernes tid og pædagogiske ressourcer, så synes jeg at man skulle fokusere på at støtte børn som Dennis. Man må kunne lave lignende understøttende aktiviteter som dem Julemærkehjemmet lykkedes at få Dennis til at engagere sig i, men det er jo store ændringer, der skal ske, og det er jo slet ikke mit område, så der er ikke rigtigt noget jeg kan gøre”.