Emilie

– forløbet for en pige der tvangsfjernes og anbringes i en plejefamilie fra hun er 1 år til hun er 8 år

Direkte aktørperspektiver

Søren, Emilies far

Gitte, Emilies mor

Lisbeth, Emilies plejemor

Clara, klasselærer

Stig, SFO-pædagog

Lene, socialrådgiver

Indirekte aktørperspektiver

Emilie

Emilies plejefar

Emilies klassekammerater

Tværprofessionelle temaer

Samarbejde mellem myndighed og forældre i forbindelse med tvangsfjernelse

Samarbejde mellem forældre og plejeforældre

Samarbejde mellem SFO-personale, plejeforældre og forældre

Samarbejde mellem socialrådgiver, plejeforældre og forældre

Samarbejde mellem socialrådgiver og SFO-personale

Håndtering af samvær med forældre i forbindelse med anbringelse

Didaktiske forslag

Tidslinje

Forumteater

Lyt til casen Emilie

Indledning

Casen


Emilie casen 31.47 MB 52 downloads

Her kan du downloade Emilie casen som en mp3 fil. ...

Emilie tvangsfjernes

Emilie bliver som 1-årig tvangsanbragt på et behandlingshjem. Om tvangsfjernelse fortæller Søren, Emilies far:

”Emilie bliver virkelig fremmedgjort for os på den måde hun bliver fjernet på. Vi har psykolog på og regner med at det er Emilie der skal undersøges. Men det er sådan set en forældreundersøgelse. Det psykologarbejde er det som jeg decideret vil kalde bestilt arbejde fra kommunens side. Vi holder møde på kommunen, hvor psykologen er til stede. Pludselig skal hun afsted, og derefter forklarer sagsbehandleren noget, og så kan jeg mærke at det er ved at være færdigt. Så siger jeg: ”Det passer godt fordi vi skal hjem og have frokost. Vi skal hente Emilie.” Men så siger sagsbehandleren: ”Det skal I ikke. Hun er ikke hos dagplejemoren mere,” og ja, så er Emilie blevet kørt på et behandlingshjem samme morgen.”  Søren fortsætter: ”Det foregår alt sammen en fredag, og der skal være Børne- og Ungeudvalgsmøde om tirsdagen. Nu snakker vi fredag middag. Hvordan skal jeg få fat i en familieadvokat inden tirsdag? Det her er noget der genspejler sig gennem hele sagen, indtil vi er i byretten. Vi er i Ankestyrelsen et par gange, men vi bliver bare ikke taget alvorligt. De beskylder Gitte og mig for at være både alkoholikere og narkomaner! Advokaten mener at vi er mere eller mindre imbecile, asociale og mindre begavede, men vi drikker da ikke mere end så mange andre.”

Gitte, Emilies mor, fortæller: ”Jeg vil da gerne sige at på et tidspunkt kunne vi godt drikke lidt for meget. Det er for at dulme det at vi får fjernet Emilie. Sagsbehandleren kræver at vi går på antabus, og det gør vi også, og vi kæmper med det for at få Emilie hjem igen. Men det var komplet galimatias, for hvad fik vi ud af det? Vi fik aldrig Emilie hjem alligevel. Vi har ikke set reaktioner hos Emilie på at vi har drukket. Vi har altid sørget for at Emilie har det godt. Hun er aldrig blevet forsømt. Når vi f.eks. rydder op herhjemme, så siger Emilie: ”Skal vi ikke spille et spil?,” og så spiller vi alle tre et spil. Så sidder vi med en kop kaffe og sodavand og noget guf. Hun keder sig aldrig.”

Lene, socialrådgiver for familien, siger om tvangsfjernelsen af Emilie: ”Det særlige ved det her forløb er at det begyndte som en tvangssag. Mens det var en tvangssag, havde forældrene overvåget samvær med Emilie. Der er ikke noget mere ødelæggende for børn end når de er anbragt med tvang. Forældrene bruger al deres energi på at være i krig med kommunen og advokater. Det har været en belastning i sagsarbejdet omkring Emilie at det drejede sig om en tvangssag. Det har til tider skabt en ´krigslignende zone´ mellem forældrene og mig som kommunens repræsentant.”

Lene fortsætter: ”Emilies mor, Gitte, får støtte gennem Socialpsykiatrien og har alkoholafhængighed. Emilies far, Søren, har tilsyn ved Kriminalforsorgen pga. voldsdom og har også alkoholafhængighed. Emilie bliver tvangsanbragt fordi hun oplevede så meget misbrug og vold at hendes sundhedstilstand var alvorligt truet, og der var også mistanke om alkoholskade.”

Emilie overflyttes efter et halvt år til en plejefamilie, og på et tidspunkt bliver tvangssagen omgjort til en frivillig anbringelse. Lene fortæller: ”Du kan samarbejde meget mere omkring børn når det er frivilligt. Det har jeg i hvert fald set i den her sag. Når jeg f.eks. har annulleret samvær fordi forældrene har været uhensigtsmæssige i forhold til Emilie, har de mere erkendelse nu – at det er ok. Og så finder vi ud af det igen og samarbejder. Samarbejde – det er alfa og omega i de her børnesager, men det er en langvarig proces. Det betyder også noget at jeg har holdt ved i alle årene. Det er sjældent at en pige har én sagsbehandler gennem hele sin opvækst, men jeg har været der fra dag ét.”

Emilie og andre mennesker

Emilie går nu i 2. klasse på en mindre folkeskole og bor fortsat hos den plejefamilie som hun blev anbragt i da hun var halvandet år. Plejefamilien bor på landet uden for en større provinsby. Siden anbringelsen har Emilie haft og har fortsat kontinuerlig kontakt med sin far og mor samt sin farmor og farfar. Emilies forældre er fortsat kærester, men efter en række brud har de valgt at bo hver for sig. Emilie ser sin far hver uge og er indimellem sammen med sin mor.

Lene fortæller: ”Jeg lægger meget vægt på at sikre Emilie en opvækst med tilknytning til nærmeste familie og netværk samt almindelig skolegang. Jeg har aldrig opgivet Emilies samvær med forældrene. Jeg vurderer at der er ressourcer tilstede i tilstrækkelig grad til at Emilies situation kan forbedres, og Emilie kan godt forene de to familier hun har.”

Om Emilies skolegang fortæller Clara, klasselærer i Emilies klasse: ”Emilie kan godt sidde og koncentrere sig hvis hun sidder uforstyrret, men hun har meget svært ved at sidde og arbejde når der foregår noget omkring hende. Hun bliver afledt hele tiden. Hun har meget travlt med at holde øje med de andre børn og med at holde styr på alle ting og alle børn omkring sig, så det fungerer ikke så godt hvis hun har forstyrrelser omkring sig. Emilie har det rigtig svært ved, jeg vil faktisk sige nærmest umuligt, at indgå i samarbejde. Det kan lade sig gøre hvis det kun er en enkelt kammerat hun skal forholde sig til, men kun med meget konkrete opgaver. Ligeså snart det er en gruppe hun skal fungere i, går det i fisk for hele gruppen fordi Emilie kun kan se sin egen vinkel på tingene.”

Clara fortsætter med at fortælle om de vanskeligheder Emilie er i: ”Hun forstår ikke hvad de andre siger til hende. Eller forstår ikke hvad der sker i samspil. Så føler hun at hun bliver skubbet ud eller at de skælder ud på hende og er efter hende. Men det er jo hende der er efter verden. Hun har meget svært ved at holde styr på sin verden. I perioder går det bedre. Men de dage hvor hun skal i kontakt med sine biologiske forældre, da er hun helt umulig. Så kan hun slet ikke finde ud af at samarbejde med andre. Hun skælder ud på alt og alle hele tiden og kan slet ikke rumme verden. Jeg kan ikke forstå hvorfor et lille barn skal udsættes for de biologiske forældre når det koster så meget for hende følelsesmæssigt og i det hele taget i hendes liv. Men det er jo ikke min opgave at tage stilling til om hun skal se sine forældre. Vores primære opgave er at Emilie får en faglig kunnen så hun kan klare sig fremover og har et fremtidsperspektiv som siger uddannelse og et liv selv engang. Derudover synes jeg også at vi har forpligtelse til at hjælpe Emilie til at kunne omgås med andre mennesker og indgå i fællesskaber. Det er det vi arbejder på og det der er vores mål.”

Emilie går i SFO efter skoletid og Stig, SFO-pædagog, siger: ”Emilie har det svært i afhentningssituationer når hun ved at der er hendes far der kommer og henter hende. Så kan vi mærke det hele dagen i forløbet på skolen. Hun bliver irritabel. Hun er stresset af situationen fordi hun nu skal til at tage stilling til nogle voksenting som hun ikke skal tage stilling til når hun er i plejefamilien. Der har hun lov til at være barn. Men hun skal påtage sig en delvis voksenrolle når hun er sammen med de biologiske forældre. Hun er i hvert fald kørt i højeste alarmberedskab i forhold til hvad der sker omkring hende. Jeg har prøvet at rette henvendelse til sagsbehandleren. Jeg lavede først den aftale at jeg skrev til plejemoren om situationen hvis jeg syntes det var en dårlig afhentning. Det har bestemt ikke været de bedste afhentningssituationer.”

Emilie reagerer på forskellige måder i overgangen mellem plejefamilien og forældrene. Plejemor Lisbeth fortæller: ”Sidst jeg hentede hende fra skole fredag eftermiddag, kunne jeg høre at de hyggede sig derinde i SFO´en, og de havde en eller anden leg kørende. Da Emilie kom løbende ud, kunne jeg se at hun var glad. Men da hun så mig, begyndte hun at græde. Jeg spurgte hende hvad der skete og hvad hun var ked af. ”Jeg gider ikke op til min far og mor” – og det var allerede fredag efter skole. Når man begynder at græde en fredag klokken to fordi man skal noget lørdag morgen klokken ni, så synes jeg det er ødelæggende for Emilie. Så hun græd, og jeg lokkede både med X-Factor i fjernsynet, slik og chips, og vi var alle sammen hjemme. Men da hun vågnede lørdag morgen, græd hun. Hun græd hele vejen hjem til sin far. Da vi kom, sagde Søren: ”Hvad sker der?” Så siger Emilie til ham: ”Jeg vil ikke være hos dig. Jeg vil hellere med Lisbeth igen,” og så var Søren så god og sagde: ”Det er bedre jeg er ked af det end at du er ked af det. Så tag med Lisbeth hjem igen.” Så nu har vi prøvet den med at det var nogle timers samvær. Jeg kørte hende op efter skole i torsdags. Jeg tror jeg var der klokken halv fire, og så skulle de lave mad sammen og spise, og så hentede jeg hende igen klokken syv, og jeg kunne se at hun havde hygget sig. Hun var ét stort smil.”

Samarbejde med Emilies far i forbindelse med afhentning i SFO

Stig, SFO-pædagogen, er udfordret når Emilies far henter Emilie i SFO´en, og siger: ”Det er svært at vurdere om Emilies far er påvirket af alkohol eller om han har drukket alkohol dagen i forvejen, og det så er lugten af tømmermænd vi står med. Vi har også andre forældre som har sagt: ”Det kan ikke passe at den mand får udleveret sit barn.” Det gør at det er en rigtig svær situation for Emilie, og jeg synes det er svært at udlevere et barn til nogle forældre jeg ikke er sikker på har kontrol på situationen. Det værste har været når jeg har underrettet sagsbehandleren om at vi har haft en afhentningssituation hvor vi har oplevet at forældrene lugtede af alkohol. Efter otte mails af den slags vender sagsbehandleren tilbage til mig og skriver: ”Tak for orienteringen. Fremadrettet må I udfærdige en reel underretning såfremt forældrene har bekymrende adfærd. Den skal I så gennemgå med forældrene inden I sender den til mig. Når jeg taler om bekymrende adfærd, så mener jeg at forældrene skal fremstå påvirkede af alkohol i en grad hvor de har en ændret adfærd, og hvor det vil påvirke Emilie. I de tilfælde må I overveje om det er forsvarligt at udlevere Emilie.””

Stig vurderer ikke det er hans opgave at tale med forældrene om deres alkoholproblem og forudser også at Emilie vil gå i forsvar for sine forældre, hvad han heller ikke ønsker der skal ske. Han siger: ”Jeg er uddannet pædagog, og det er ikke en rar meddelelse at få at jeg skal rette henvendelse til forældrene om deres bekymrende adfærd. I forvejen føler jeg at jeg har en god kontakt til Emilies forældre når de henter, og jeg tror de føler sig meget trygge ved mig. Det vil jeg fuldstændigt underminere hvis jeg begynder at tale med dem om deres alkoholproblem. Det er ikke noget jeg skal tage stilling til. Det skal de sociale myndigheder tage stilling til.”

Emilies liv i plejefamilien

Emilie trives og udvikler sig i plejefamilien, og plejeforældrene er på samme måde som sagsbehandleren optaget af at skabe gode betingelser for samvær mellem Emilie og hendes forældre.

Lisbeth fortæller: ”I august skulle Emilie være hos sin far i en uge. Hun havde op til ferien været hos ham hver anden weekend, og det gik godt, så jeg var slet ikke i tvivl om at det nok skulle gå godt med en uge. Men hold da op, hvor gik det bare rigtig dårligt. Der var både druk og vold. Gudskelov har Søren aldrig slået Emilie, og jeg tror ikke at han nogensinde kunne få sig selv til det, men hun har det også skidt nok med at se Søren slå Gitte. Emilie kom hjem og fortalte historien sådan lidt efter lidt. Først kunne jeg mærke at hvor er der bare noget som er helt galt. Selvom hun altid er en sød og kærlig pige, så er det ikke normalt at hun på én dag fortæller mig halvtreds gange at hun elsker mig. Jeg nåede lige at sige til min mand: ”Nu bliver vi altså nødt til at kontakte sagsbehandleren, fordi det her, det er for meget for hende.” Jeg nåede ikke at ringe til sagsbehandleren, for hun ringede til mig fordi der havde været en anonym anmeldelse om massiv druk og vold. Enden af det bliver at Emilie ikke ønsker at skulle til forældrene. Jeg kan godt forstå hvorfor Emilie er nervøs fordi Søren og Gitte har vist at de ikke kan sammen. De drikker, og de slår hinanden.”

På baggrund af Emilies oplevelser med sine forældre afholder sagsbehandleren en børnesamtale med Emilie, og Lisbeth fortæller om sagsbehandlerens besøg i plejefamilien: ”Emilie starter med at sidde hos mig sådan helt klamrende og vil slet ikke kigge på sagsbehandleren. Hun sveder og holder om mig. Efterhånden får sagsbehandleren løst op for Emilie, så til sidst sætter hun sig ved siden af mig og spiser et stykke kage. Men det er først da sagsbehandleren siger til hende: ”Jamen det går da ikke at du kommer derop mere i så lang tid ad gangen.” Så slapper hun ligesom af, for så er der én som forstår hende.”

Emilies oplevelser med sine forældres alkoholbrug viser sig også i plejefamilien. Lisbeth fortæller om Emilies reaktion en juleaften: ”Juleaften er vi her hele familien. Da der bliver sat kaffe på bordet, tager vi en flaske rom og en flaske Bailey frem. Så griber Emilie fat i min store datter og siger: ”Skal de voksne nu være fulde?” ”Nej, det skal de ikke. De tager kun én til kaffen, og så er det dét. Og prøv at se, det er ikke fyldte flasker. De har taget af dem mange gange,” siger min datter til Emilie. Så selvom hun aldrig ser os fulde, så reagerer hun alligevel.”

Emilies forældre har det godt med plejefamilien. Søren siger: ”Lisbeth og hendes mand er i orden. De gør hvad de kan for Emilie. De tager sig godt af vores elskede datter, ik´. Men derfor kan de også godt forstå at vi savner hende. Altså, at vi ikke er en familie, som sagt, som vi ønsker at være. Vi kan altid finde ud af det, også uden sagsbehandleren. Når Emilie f.eks. skal til fødselsdag, så sørger jeg for at hun kommer derned hos en klassekammerat og tilbage her igen. Logistikken skal jo passe, og vi er mægtig gode til at aftale hvordan og hvorledes – også i forhold til hvordan Emilie lige har det. Så snakker vi lidt og prøver at finde en løsning.”

Gitte, Emilies mor, fortæller også: ”Vi har altid haft et velfungerende og godt forhold til plejemor og hendes mand. Vi har det godt med dem. Det skal der ikke være tvivl om overhovedet.”

Søren, Emilies far, gør sig også tanker om hvordan det er for Emilie at have sine forældre og sine plejeforældre, og han siger: ”Der er måske andre i klassen som bor hos deres mor den ene uge og hos deres far den anden uge. Hvor Emilie måske tænker når vi kommer til et forældremøde eller hvad det kan være, og vi ser de andre i klassen: ”Det er min mor og far,” og de andre spørger: ”Hvad så med plejemor og plejefar?” svarer Emilie: ”Det er også min mor og far, bare på en anden måde.” Dem skal man også acceptere som forældre ligesom vi er det. Da kan nogle børn måske tænke: ”Hvorfor har du to sæt forældre?” Den slags kører måske lidt rundt i hovedet på den lille dame.”

Søren gør sig også tanker om fremtiden i forhold til Emilie og fortæller: ”Jeg vil gerne have hende hjem igen at bo, det er klart. Men af hensyn til Emilie og hendes skolegang nu, så må jeg sætte det højere og sætte mig selv til side og sige: ”Men hvad er bedst for Emilie lige nu?”, og indtil jeg eventuelt har en bil eller noget andet så jeg kan køre hende i skole, så bliver det ikke til noget, for hun skal ikke skifte skole.”

Gitte er også optaget af Emilies fremtid og siger: ”Vi ønsker begge to at en af os får Emilie hjem at bo. Men lige p.t. bliver det i hvert fald ikke – det første års tid eller måske to. Når først hun bliver tolv, så kan hun svare for sig selv. ”Jeg kunne godt tænke mig at bo hos mor,” ”Jeg kunne godt tænke mig at bo hos far” – det kan hun selv vælge til den tid. Derfor synes jeg man bare skal lade hende være i den hvile hun er i nu. Det binder hende selv også fordi det med at blive ved at påvirke hende på en eller anden måde og sige ”Jeg kunne godt tænke mig at hive i hende …”, så går hun bare bagud. Det gør børn automatisk, uden tvivl. Så lukker de af.”

Emilies fortsatte skolegang

Klasselærer Clara fortæller: ”Både jeg og den anden lærer i klassen har udtrykt vores bekymring omkring Emilie, og vi har ved vores sidste skole-hjemsamtale med plejemor og med far og mor sagt til dem at vi mener at det kan være en god idé at Emilie får psykologhjælp. Jeg har – med godkendelse af både forældre og plejemor – talt med vores skolepsykolog om Emilie fordi jeg mener at hun har så svært ved at håndtere de følelser der er i hende når hun skal møde de biologiske forældre. Jeg mener hun har brug for hjælp. Og der står vi lige nu hvor skolepsykologen siger at det ikke er noget han skal tage sig af fordi det er uden for skolens regi. Så det er en psykolog – en børnepsykolog, kan jeg forestille mig – som skal tale med Emilie om hvordan hun skal klare det, for jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe Emilie med at takle de følelser hun kæmper med.  Men der er også tegn på positiv udvikling. Hun har udviklet sig fra kun at have sine egne ideer til nu også at kunne sidde og arbejde sammen med en anden og lytte til andre, og så i mindre grad nå frem til en form for enighed. Det synes jeg er en positiv udvikling. Men om hun når frem til at kunne indgå i et gruppearbejde hvor hun skal forholde sig til flere menneskers ideer og eventuelt vælge andres, det ved jeg ikke. Det er svært for mig at vurdere.”

For Emilies forældre er Emilies skolegang vigtig. Søren siger: ”Lærerne er okay. Emilie har haft det lidt svært i skolen, men hun skal ikke på en større skole. Det tror jeg ikke hun kan magte. Hun er i hvert fald tryg i skolen. Hun kan altid gå hen og spørge en af lærerne hvis hun har et problem. Men der er nogle ting som nager hende for tiden. Jeg kan ikke komme ind til hvad det er der nager hende, og plejemor kan heller ikke. Det er der min bekymring ligger. Men jeg ved at det kommer på et tidspunkt. Vi skal bare vide hvad, for ellers kan vi ikke arbejde med det.”

Lisbeth ser også særlige udfordringer for Emilie i skolen og fortæller: ”Altså matematik og sådan noget, det har hun lidt svært med, men hun læser godt, og hun skriver godt og vil meget gerne. Men det sociale, det halter. Det gjorde det også i børnehaven, men det er blevet meget værre i skolen. Vi er glade for at hun går i en klasse hvor der kun er 18 elever, og nogle gange er der to lærere til klassen. Lærerne holder øje med hende og beskytter hende fordi hun har så travlt med alle andre og glemmer at lave sine egne ting. Det er nemt for de andre børn i klassen at sige: ”Det er Emilie der gør det.” Så føler hun sig uretfærdigt behandlet. Nogle gange så er det så også sådan, men det er også fordi hun hele tiden er på og sladrer til de voksne. Jeg håber hun gennemfører folkeskolen, og at hun kan fortsætte på den lille skole, hvor der ikke er så mange elever. Jeg tror hun vil drukne hvis hun sad i en klasse med 28 elever. Så vil hun forsvinde, fordi så vil der ikke være tilstrækkelig opmærksomhed på hende, og så smuldrer det boglige også, tænker jeg.”

Plejemor fortæller også at Emilie indimellem har legekammerater med hjemme i plejefamilien og siger: ”Så kan vi ikke lave en hel masse fordi vi voksne hele tiden skal huske at have et øre der fordi hun meget gerne vil bestemme hvad de andre skal gøre. Nu har hun fundet én i klassen, som selv kan give tilbage og sætte grænser. Det er rigtig godt for Emilie. Hun har da af og til veninder med hjem, men det er nu mest os der ringer rundt og spørger om de kan tage med Emilie hjem. Hun er lige begyndt at gå til ridning, så nu er hun blevet bidt af at sidde og tegne heste, og det er rigtig godt.”