Formål

Formålet med Emilie-casen som rollespil er at træne studerendes kompetencer til at agere ud fra deres professionelle viden og færdigheder i forhold til et barn i en udsat position.

Valg af konflikt og setting

Emilie-casen rummer en række forskellige komplekse dilemmaer som man kan lade studerende arbejde med. I Emilie-casen har SFO-pædagogen og socialrådgiveren forskellige syn på hvem der skal handle, og hvordan der skal handles når Emilies far i alkoholpåvirket tilstand afhenter Emilie i SFO´en. Denne konflikt blev udgangspunkt for opbygningen af de tre rollespilssettings.

Rollespil i en monofaglig situation

Gennem rollespillet kan studerende få et indblik i hinandens monofaglige professionspraksis. På samme tid kan studerende arbejde med læringsmål om at tilegne sig kompetencer og færdigheder til at agere professionelt med afsæt i den viden og de færdigheder og kompetencer som de har fra deres professionsbacheloruddannelse.

I det første rolle spil indgår en setting om Emilie, der skal på weekend hos sin far. Han skal hente hende i SFO’en. Der er roller til Emilie, en nyansat SFO-pædagog og Emilies far. Alle rollebeskrivelser er på ca. én side. Emilies far ankommer tydeligt påvirket af alkohol.

Det andet rollespil er en samtale som socialrådgiveren holder med Emilie i plejefamiliens hjem på baggrund af Emilies mulige mistrivsel og det muligvis problematiske samvær med forældrene. Her er det væsentligt at rolleindehaverne anvender viden om hvad der er sket i deres første rollespil. Det kunne fx være at beslutningen i første rollespil blev at Emilies far fik lov til at tage Emilie med hjem. I det andet rollespil er der roller til Emilie, plejemor og socialrådgiver.

Rollespil om tværprofessionelt samarbejde

I det tredje rollespil er spilrammen et netværksmøde, hvilket giver studerende mulighed for at styrke deres kompetencer til at indgå i en hyppigt anvendt form for tværprofessionelt samarbejde. Her er roller til lærer, SFO-pædagog, far, plejemor og socialrådgiver. Ved dette rollespil skal studerende træne deres kompetencer til i tværprofessionelt samarbejde at analysere Emilies situation. De studerende kan anvende en af analysemodellerne til at analysere Emilies situation efter netværksmødet.

Rollespil 1

I skal forberede jer på at spille en situation hvor Emilies far Søren kommer lettere beruset til Emilies SFO. Her skal I vælge en Søren, en Emilie og en Stine (den nyansatte SFO-pædagog). I vælger selv hvem af jer der skal udføre spillet. De af jer der ikke skal agere en person, fordeler jer som sparringspartnere til de af jer der har en rolle. Hvert rolleteam (rolleindehaver + sparringspartner(e)) sætter sig sammen, læser deres rollespilsmateriale og forbereder sig på rollespillet.

Situation/setting

”Det er fredag kl. 15 i Emilies SFO. Emilie kom i SFO’en kl. 13.00 direkte efter skoletid. I de to timer har hun kun villet spille UNO. Til sidst var der ikke flere børn i SFO’en der ville spille UNO, så nu er det kun Emilie og den nyansatte pædagog, Stine, som spiller. Mellem hvert spil blander Stine kortene og Emilie går et smut ud i garderoben og retter lidt på den måde som weekendtasken er presset ind på hendes garderobeplads. Og så holder hun øje med busstoppestedet udenfor. Nu kan Emilie se at Søren stiger ud af bussen.”

I udfører rollespillet. Det kan være frugtbart at gentage det. I kan på forhånd aftale at I kan lave time-out hvis rolleindehaverne har brug for hjælp fra sparringspartnerne.

Instruks til den der spiller Emilie

Emilies tanker: ”Måske har han drukket for mange øller allerede nu. Måske er han gået hen til busstationen i god tid for at købe et klippekort, og så møder han nok Michael på vejen – og så har Michael helt sikkert to øl i inderlommen. Jeg håber at han kommer for sent til bussen så jeg er den sidste der skal hentes. Det er næsten ikke til at holde ud at de andre børn skal se ham hvis han er fuld. Og please, at vi ikke skal med den samme bus som alle de andre børn – også de store børn. Så vil han altid snakke med dem alle og lave jokes og håndtegn og prale med mig eller fortælle noget han har gjort som bare INGEN af de andres fædre ville have gjort. Men når han gør det, kigger ALLE de andre på ham som om at han er mærkelig.

Nå, nu VIL jeg bare KUN tænke på hvordan det bliver når vi kommer hjem i lejligheden. Når bare vi kommer hjem, så skal det nok blive OK. Jeg ved bare at han har planlagt hvad for nogle film vi skal se i aften. Nu ER jeg altså også snart gammel nok til at se Starwars-filmene, som far elsker. Det er altså bare det bedste når vi ser film og spiser fredagsguf, og vi har dyner i sofaen og katten ligger og spinder oven på dynen.  Og far har puttet mit nye One Direction-betræk på dynen og jeg har den der natkjole på som farmor har syet til faster da hun var lille. Den allerbedste gang var den gang før jul, hvor vi så megamange afsnit af Jul på Vesterbro på én aften. Så kunne jeg bare alle jokene og sangene om mandagen i skolen. Det glemmer jeg bare ALDRIG.

Det er jo ikke sikkert at det går i kage om lørdagen igen. Hvis nu vi bare lader være med at gå ned efter morgenbrød. Hvis nu vi på vejen hjem køber sådan noget brød som man kan tage ud af fryseren og putte i ovnen i stedet. Så behøver vi ikke gå ned til Føtex, og så kommer vi jo ikke lige forbi mors eller Michaels lejlighed. Hvis bare jeg har far helt for mig selv, så behøver han ikke blive i det der voksen-pjatte-humør, hvor der går øller i den. Måske skal jeg sige at jeg er syg, så vi er NØDT til at blive hjemme i lejligheden hele weekenden.”

Instruks til den der spiller SFO-pædagog Stine

Stine er nyansat i SFO’en i en mindre skole. Hun har været ansat i tre uger. Én af Stines kollegaer har fortalt en del om nogle dilemmaer med en forælder, Emilies far Søren. Her er den fortælling som Stines kollega, Annette, har givet videre til Stine:

”Emilie har det svært i afhentningssituationen når hun ved at det er hendes far der kommer og henter hende. Så kan vi mærke det hele dagen i forløbet på skolen; Hun bliver irritabel. Hun er stresset af situationen fordi hun nu skal til at tage stilling til nogle voksenting, som hun ikke har skullet tage stilling til når hun er i plejefamilien – der får hun lov til at være barn. Hun er i hvert fald kørt i højeste alamberedskab i forhold til hvad der sker omkring hende.

Jeg har prøvet at rette henvendelse til sagsbehandleren. Det har bestemt ikke været de bedste afhentningssituationer, og det har samarbejdet med sagsbehandleren heller ikke været.

Det har været hovedrystende nogle gange fordi jeg har aftalt med plejemoren at jeg skulle skrive til hende hver gang jeg oplevede en dårlig afhentningssituation. Det har været lidt svært at vurdere om Emilies far var påvirket af alkohol, eller om han havde drukket alkohol dagen i forvejen.  Vi har også haft andre forældre der har sagt at ”det ikke kan passe at den mand får udleveret det barn”.

Det værste omkring situationen har været når jeg har underrettet sagsbehandleren om at vi har haft en afhentningssituation hvor vi har oplevet at forældrene lugtede af alkohol. Efter otte mails af den slags, som efterhånden bare lignede hinanden, vender sagsbehandleren tilbage til mig og skriver: ’Tak for orienteringen. Fremadrettet må I udfærdige en reel underretning såfremt forældrene har en bekymrende adfærd. Den skal I så gennemgå med forældrene inden I sender den til mig. Når jeg taler om bekymrende adfærd, så mener jeg at forældrene skal fremstå påvirkede af alkohol i en grad hvor de har en ændret adfærd, og hvor det vil påvirke Emilie. Og i de tilfælde må I overveje om det er forsvarligt at udlevere Emilie.’

Hun ønsker altså ikke længere at jeg retter henvendelse direkte til hende, som er barnets sagsbehandler og skulle være barnets ’advokat’ i gåseøjne. Det synes jeg er temmelig alarmerende. Det kan jo ikke passe at jeg skal tale med forældrene om deres alkoholproblem som det første inden jeg taler med de andre involverede – og slet ikke når forældrene er påvirkede. Det kan aldrig blive en god aflevering eller en afhentning af barnet fordi Emilie naturligvis vil gå i forsvar for sin far og mor.

Jeg mener at det skulle være sådan at når jeg havde rettet henvendelse et antal gange til sagsbehandleren, så mener jeg at hun skal tage hånd om Emilies sag. Det kan hun så gøre ved at indkalde mig og forældrene til et møde så vi kan tale sammen om det jeg føler ikke er ok.

I forvejen føler jeg at jeg har en god kontakt til Emilies forældre når de henter, og jeg tror de føler sig meget trygge ved mig. Det ville jeg fuldstændigt underminere hvis jeg skulle begynde at tale med dem om deres alkoholproblem.

Det er ikke noget som jeg skal tage stilling til. Det mener jeg at de sociale myndigheder skal tage stilling til og sige: ’Nu har vi fået et vist antal henvendelser. Vi kan ikke blive ved med at acceptere at forældrene møder op lugtende af alkohol.’ Der er ikke nogen løsning på vej, og det er derfor den samme situation vi hænger ved i. Bortset fra at jeg ved at næste gang jeg oplever en afhentningssituation hvor at jeg oplever forældrene påvirkede, så vil min eneste mulighed være at lave en direkte underretning.

Det skal siges; Emilie har et fantastisk bagland i form af sin plejemor – og sin plejefar. Jeg ved at plejemoren arbejder rigtig godt for at hjælpe hende. Så med det in mente tror jeg nok at hun skal klare sig. Men jeg tror ikke at hun skal udsættes for særlig mange besøg hvor det kikser og går galt.

Jeg er bekymret for at Emilie skal blive ved med at tage stilling til hendes forældres ”dårlige liv”.

Stine er derfor lidt spændt på hvordan det skal gå når Emilies far kommer og henter hende i dag.

Stine tænker:

”På en måde er det godt at Annette ikke er på arbejde. På den anden side så er det ikke ligefrem hverdagskost for en nyansat og nyuddannet som mig at håndtere en beruset far. Men det lyder nu også til at Annette og Emilies far bare ikke klinger specielt godt sammen. Det er tydeligvis også derfor at det er mig der skal være fritterens repræsentant til netværksmødet om Emilie i næste uge. Så afhentningen i dag skal bare gå så godt som muligt – for Emilies skyld. Det er godt at jeg har læst på Hillerød Kommunes materiale om emnet.”

Instruks til den der spiller Emilies far Søren

Søren tænker:”Det bliver godt at se den lille tøs igen. Hun glæder sig sikkert allerede. OG der er også noget at glæde sig til – hun skal BARE forkæles i weekenden. Mon hun ikke også bliver glad for at Gitte også kommer hele weekenden. Gitte glæder sig i alt fald – og jeg kan da heller ikke sådan holde hende væk fra Emilie. Men Emilie er jo fars pige, så det kunne nu også have været hyggeligt at bare være os to.

Og så er det jo allerede på tirsdag at der er det der møde – netværksmøde?! Det cirkus bliver ved og ved. Hver eneste gang jeg skal sidde til den slags møder, så kommer det tilbage – hvordan Emilie virkelig blev fremmedgjort for os på den måde hun blev fjernet på. Vi blev bare ikke taget alvorligt. Vi er blevet fejet til side, og det er vi blevet hele vejen igennem. Og det kørte bare derudad med først det der Børn og Unge-udvalg, så Ankestyrelsen igen og igen. Det er bare en flok mennesker, der ikke har indsigt i hvad de i det hele taget har med at gøre.

Og de beskylder Gitte og mig for at være både alkoholikere og narkomaner! Og advokaten mener at vi er mere eller mindre imbecile og asociale og mindre begavede – og jeg ved ikke hvad!

Vi drikker da ikke mere end så mange andre. Jeg kommer jo fra håndværkerverdenen; Det var ikke sådan at man drak bajer hver dag, men det kan da godt være at man fik sig en fyraftensøl.

Og så er det så afsindigt latterligt at Gitte har sagt til socialrådgiveren at der er hold i beskyldningerne om at Gitte og mig drikker for meget. Jo, måske drak vi lidt rigeligt for at dulme det at vi fik fjernet Emilie. Det var jo hende sagsbehandleren – hun krævede at vi gik på antabus, og det gjorde vi også – tirsdag og torsdag var vi på lægecentret og fik vores antabus. Hvad fik vi ud af det? Vi fik aldrig Emilie hjem alligevel.

Og Emilie har aldrig lidt under at vi har drukket lidt for meget. Vi har altid sørget for at Emilie har haft det godt – hun har aldrig været forsømt! Når vi fx har ryddet op derhjemme, så har Emilie sagt: ’Skal vi ikke spille et spil?’, og så spiller vi alle tre et spil. Så sidder vi med en kop kaffe og sodavand og noget guf. Vi har altid hygget os med nogle spil.  Hun har aldrig nogensinde kedet sig. Se bare på alle de andre forældre, som aldrig har tid til at sætte sig ned med ungerne og hygge med et slag kort. Men nej, dem har hende sagsbehandleren ikke øje på overhovedet. Det er da godt nok godt at Lisbeth og Ole ikke er af den støbning. Så var jeg blevet RASENDE.

Lisbeth og hendes mand Ole er i orden – og jo, de gør sgu hvad de kan for Emilie. Vi kan altid løse et problem – vi finder ud af det – også uden sagsbehandler og så videre. Så snakker vi lidt om det og prøver at finde en løsning – og om vi får lov til at kigge indenfor. Det er godt at Lisbeth skal med til mødet på tirsdag – hende kan man da snakke med.

Hende klasselæreren kommer nok også. Der er da heller ikke noget der – lærerne er faktisk OK. Emilie kan have haft det lidt svært i skole efter at hun er startet i 2. klasse – da har der været lidt problemer. Hun skal ikke på en større skole, det tror jeg ikke hun kan magte. Hun er i hvert fald tryg i de rammer hun har inden for skoleområdet. Hun kan altid gå hen og spørge en af lærerne hvis hun har et problem.

Der har da sikkert også været lidt spørgsmål til Emilie – der er måske andre i klassen der også … som måske bor hos sin mor den ene uge og hos sin far den anden uge. Hvor Emilie måske tænker når vi kommer til et forældremøde, eller hvad det kan være, og vi ser de andre i klassen: ’Det er min mor og far’. ’Hvad så med plejemor og plejefar?’ ’Det er også min mor og far – bare på en anden måde’. Dem skal man også acceptere som forældre, ligesom vi er det. Den slags kører måske lidt rundt i hovedet på den lille dame.

Men de skal vide at jeg går efter at få Emilie hjem at bo igen. Men af hensyn til Emilie og hendes skolegang nu, så må jeg sætte det højere og sætte mig selv til side og sige: ’Men hvad er bedst for Emilie lige nu?’

Der er nogle ting som nager hende for tiden¸ og det skal hun lige vænne sig til. Jeg kan ikke komme ind til hvad det er der nager hende – og plejemor kan heller ikke. Det er der min bekymring ligger. Men jeg ved at det kommer på et tidspunkt. Vi skal bare vide hvad, for ellers kan vi ikke arbejde med det. Måske er det ikke SÅ tosset med det møde.

Gitte er så sart hvis man bare giver lidt lyd. Det er jo heller ikke hver dag vi ses, Gitte og mig.

Der er også derfor at det er godt at hun ikke skal med til mødet på tirsdag. Jeg klarer ærterne med systemet. Gitte kan ikke svare for sig uden at indrømme alt muligt – og så er det hele igen vores skyld. Det skal nu nok gå godt på tirsdag. Jeg vil foreslå at jeg skal have Emilie hver weekend så jeg langsomt kan komme ind på livet af hende – så er jeg klar til når hun er klar til at komme hjem. Det vil nok også løse den problematik med at der er noget som nager hende.”

Rolleindehaveren og sparringspartnere bestemmer i hvilket omfang Søren er beruset når han ankommer til skolen.

Rollespil 2

Det andet rollespil går ud på at socialrådgiveren skal tale med Emilie alene. Her skal I igen vælge to personer der skal være rolleindehavere. Som i første rollespil skal resten af gruppen fordele sig som sparringspartnere for rolleindehaverne. Hvis muligt har en socialrådgiverstuderende rollen som socialrådgiver, og hvis der er andre socialrådgiverstuderende i gruppen, er de sparringspartnere for den person der skal agere socialrådgiver. Forbered jer til at udføre rollespillet.

Optakt/setting

I weekenden har Emilie været hjemme hos sin far. Nu er det mandag kl. 14. Emilies plejemor Lisbeth har lige hentet Emilie direkte efter skole. Den nye socialrådgiver, Malene, kommer på besøg for at tale med Emilie. Malene har fået samtykke fra Emilies forældre til at mødes med Emilie og til at indkalde til et netværksmøde. Mødet skal finde sted i morgen formiddag i et møderum på rådhuset. Emilies klasselærer Anna, plejemor Lisbeth, SFO-pædagogen Stine, socialrådgiver Malene og far Søren skal deltage. Emilie ved ikke noget om netværksmødet i morgen. Hun skal heller ikke deltage.

Nu går Emilie rundt på sit værelse og sætter puderne på plads i sengen, for hun ved at den nye socialrådgiver Malene kommer og besøger hende. Lisbeth har lavet en bakke parat med småkager og saftevand, som nu står på det lille sofabord. Så kan man høre en bil der kører ind i gårdspladsen.

Én af jer agerer plejemor, der byder velkommen. Socialrådgiver og Emilie skal tale sammen alene.

Socialrådgiveren og hendes sparringspartnere bestemmer hvordan mødet mellem Emilie skal foregå, og hvad det skal omhandle. Medmindre pædagogen har kontaktet dig, så ved du ikke noget om hvordan det forløb med Sørens afhentning af Emilie.

Emilie og hendes sparringspartnere bestemmer hvordan weekenden hos far er gået.

I udfører rollespillet. I må meget gerne spille situationen igennem flere gange.

Instruktion til den der spiller socialrådgiver Malene

Du er nyuddannet og nyansat børn & unge-sagsbehandler i Ådalens Kommune. Du har været ansat i en uge, så alt er helt nyt. En af de første kollegaer som du har kontakt med hedder Lone. Hun skal til at gå på efterløn fra næste måned. Da du skal overtage en del af hendes sager, fortæller hun dig mange historier om de børn og familier som hun har haft med at gøre. Én af sagerne fylder noget – Emilie. Fra flere sider – plejemor, anonyme tips, SFO-pædagogen – er der tegn på at Emilie har nogle udfordringer netop nu. Lone har ikke tidligere mødtes med Emilies klasselærer eller SFO-pædagogen. Ud fra en samtale med plejemor og Lones beretning får du det indtryk at det er plejemor som er bindeled mellem alle parter i denne sag. Men du vil gerne danne dig dit eget indtryk af hvordan de forskellige mennesker omkring Emilie oplever hendes situation. I sidste uge ringede du derfor til far fordi både klasselærer og SFO-pædagogen har udtrykt bekymring for Emilie. Lisbeth har fortalt dig at klasselæreren gerne vil have psykologhjælp til Emilie. SFO-pædagogen er stærkt bekymret over at Søren er beruset når han henter Emilie. Du foreslog Søren at I afholder et netværksmøde, hvor alle kan komme med deres bekymringer. Så kan I i fællesskab belyse problematikken. Det gav både han og Gitte samtykke til. De gav også samtykke til at du kan tale med Emilie inden mødet. Derfor skal du her i eftermiddag mødes med Emilie hjemme hos plejemor for at få en god snak med hende og lære hende at kende. Her er den afgående socialrådgivers fortælling om Emilie og det forløb som hun har været igennem.

Socialrådgiver Lones fortælling om sine overvejelser om og sin rolle i Emilies forløb:

”Det særlige ved det her forløb er at det begyndte som en tvangssag, men så blev det til ændret til en frivillig anbringelse. Der er ikke noget mere ødelæggende for børn end når de er anbragt med tvang – fordi forældrene bruger al deres energi på at være i krig med kommunen og med advokater. Det har været en belastning i sagsarbejdet omkring Emilie at det drejede sig om en tvangssag – det har til tider skabt en ’krigslignende zone’ mellem forældrene og mig som kommunens repræsentant. Du kan samarbejde meget mere omkring børnene når det er frivilligt. Det har jeg i hvert fald set med denne her sag. Samarbejde – det er alfa og omega i de børnesager. Men det er en langvarig proces. Når jeg nu siger til faren: ’Det er altså et problem’ – sådan kunne jeg ikke tale med ham dengang det var en tvangssag. Jeg lægger vægt på at far vokser ved anerkendelse, og jeg vurderer at jeg i dag ville have valgt en mere procesorienteret tilgang til sagsarbejdet.

Men det betyder også noget at jeg har holdt ved alle årene – det er sjældent en pige har en sagsbehandler gennem hele hendes opvækst. Jeg har været der fra dag ét.

Jeg lægger mest vægt på at sikre Emilie en opvækst med tilknytning til nærmeste familie og netværk – samt almindelig skolegang. Jeg har kæmpet for at Emilies mor kunne få mere støtte fra socialpsykiatrien. Emilies samvær med farens forældre har fungeret godt. Samtidigt har jeg aldrig opgivet Emilies samvær med forældrene.

Jeg vurderer at der er ressourcer til stede i tilstrækkelig grad til at Emilies situation kan forbedres – navnlig med vægt på at Emilie godt kan forene de to familier hun har. Der er behov for både omsorg og grænser, og der skal derfor arbejdes på mange niveauer. Jeg ser at der ligger et dilemma i at plejemor både giver Emilie kærlighed, men samtidigt er bange for at miste hende.”

Måske skulle man overveje overvåget samvær og et familiebehandlingsforløb med familieterapeut?”

Netop nu er aftalen omkring samværet at plejemor, far og mor aftaler samvær fra gang til gang med afsæt i Emilies ønsker.”

Efter rollespil 1 og 2

Alle der har haft en rolle i det første og det andet rollespil (SFO-pædagog Stine, Emilie, far Søren  og socialrådgiver Malene) skriver en kort tekst, der gengiver deres oplevelse af situationerne. Resten af jer fordeler jer på de fire rolleindehavere som sparringspartnere. Det er forskellige former for tekster som rollerne skal skrive.

Faren skal skrive en tekst med fokus på hvordan han oplevede situationen og hvad han følte.
SFO-pædagogen Stine skal skrive en tekst som kan fungere som en dokumentation af at I har haft en samtale med faren, eller hvad der hændte under afhentningen af Emilie. Hvordan oplevede Stine Søren? Teksten skal være af den karakter at den ville kunne bruges ved en underretning. Det er ikke sikkert at jeres variant af rollespillet gav anledning til at der skal skrives en underretning. I så fald kan I skrive en praksisfortælling.
Socialrådgiver Malene skal skrive et journalnotat om mødet med Emilie.
Emilie skal skrive hvordan hun oplevede de to rollespil.

Rollespil 3

Denne formiddag skal I afholde et netværksmøde. Hvis nogen i gruppen er i tvivl om hvad et netværksmøde er, så del jeres viden om netværksmøder med hinanden. Hvis I er i tvivl, så søg viden om hvad netværksmøder er, fx i Håndbog om Barnets Reform.

Når I er klar over hvad et netværksmøde er, skal I finde frem til fem rolleindehavere. Emilies far Søren, socialrådgiver Malene og SFO-pædagog Stine skal deltage i mødet. Indehaverne af rollen som Søren, Malene og Stine arbejder videre med afsæt i det der skete ved rollespil 1 og 2. Der er derfor ikke nye dokumenter til disse tre roller. Derudover er der to nye personer, plejemoren Lisbeth og klasselæreren Anna, som skal deltage i netværksmødet. Resten af jer skal være sparringspartnere primært for socialrådgiveren Malene og SFO-pædagogen Stine

Når alle har fået en rolle, så skal I forberede jer til mødet. Det foregår som i de to andre rollespil: Hver rolleindehaver forbereder sig med hjælp fra sparringspartner(e).

Det er socialrådgiver Malene der skal være mødeleder. I mange kommuner ligger man vægt på at der tages en runde hvor alle deltagere kort fortæller om deres bekymringer. Ofte anbefaler man at hver deltager maksimalt kan komme med to bekymringspunkter for at få deltagerne til at udpege de to aspekter ved barnets situation som de opfatter som allermest bekymrende. Når man fortæller om sine bekymringer skal det ikke være en lang fortælling, men en kort og konkret opridsning af de vigtigste aspekter som ligger til grund for bekymringen. De andre deltagere kan stille spørgsmål hvis de har brug for uddybninger. Deltagerne skal ikke fortælle om de deler eller ikke deler bekymringerne.

Her er en dagsorden til jeres netværksmøde

Dagsorden til netværksmøde:

  1. Orientering om mødeform
  2. Bekymringspunkter omkring familien/barnet
  3. Ressource- samt udviklingspunkter
  4. Ønsker til den fortsatte hjælp til familien/barnet
  5. Aftaler laves iht. punkt 4 (Hvad kan hver enkelt mødedeltager byde ind med konkret?)
  6. Konklusion og mål ihenhold til:
    1. Udvikling/adfærd
    2. Familieforhold
    3. Skoleforhold
    4. Sundhedsforhold
    5. Venskaber/fritidsforhold
    6. Andet
  7. Dato for næste møde

Når I har forberedt jer, udfører I mødet. I kan tage time-out når I synes det passer ind. I kan med fordel gennemspille mødet flere gange – fx med nye rolleindehavere.

Bagefter skal I gå ud af jeres roller og reflektere over Emilies situation og jeres tværprofessionelle samarbejde omkring Emilie. Se nærmere på tilhørende instruks.

Instruktion til den der spiller klasselærer:

”Emilie kan godt sidde og koncentrere sig hvis hun sidder uforstyrret, men hun har meget svært ved at sidde og arbejde når der foregår noget omkring hende. Hun bliver afledt hele tiden.

I stedet har hun meget travlt med at holde øje med de andre børn hele tiden. Så det fungerer ikke så godt hvis hun har forstyrrelser omkring sig.

Emilie har også rigtig svært ved at indgå i et samarbejde. Det kan lade sig gøre hvis det kun er en enkelt kammerat hun skal forholde sig til. Men kun med meget konkrete opgaver. Ligeså snart det er en gruppe hun skal fungere i, så går det i fisk for hele gruppen fordi Emilie kun kan se sin egen vinkel på tingene.

Hun forstår ikke hvad de andre siger til hende – eller forstår ikke hvad der sker i det samspil. Og så føler hun at hun bliver skubbet ud eller at de skælder ud på hende og er efter hende. Men i virkeligheden er det jo hende der er efter hele verden.

Jeg kan også se at det i perioder kan gå bedre. Men de dage hvor hun skal i kontakt med sine biologiske forældre, da er hun helt umulig. Så kan hun slet, slet ikke finde ud af at samarbejde med andre. Hun skælder ud på alle og alt hele tiden og kan slet ikke rumme verden.

Ja, og med det jeg har set til forældrene til skole-hjemsamtaler, så er det måske ikke så mærkeligt. For det første vil jeg sige at det ikke virker som om de altid har det overskud der skal til et barn som Emilie. Jeg mener ikke at de kan tage ordentlig vare på hende. For det andet virker det ikke som om de kan tage vare på sig selv. Når vi beskriver Emilie herude, så kører faren det hele tiden over på hvordan han har det – som et barn ville gøre det – og ikke i forhold til hvad der er godt for Emilie. Så hvis vi roser Emilie, så sidder de og suger det ind som om det var en ros til dem. Og det er lidt uheldigt, for de hører faktisk ikke hvad vi siger.

Jeg kan slet ikke forstå hvordan et lille barn på den måde skal udsættes for de biologiske forældre når det koster så meget for hende følelsesmæssigt – og i det hele taget i hendes liv. Hvis jeg kunne vælge for Emilie, så mener jeg som sagt at hun ikke skulle se sine biologiske forældre. Og så tænker jeg at når hun bliver voksen, så kan hun selv tage kontakt hvis hun ønsker det.

Men det er jo ikke min opgave at tage stilling til om hun skal se sine forældre. Vores primære opgave er at Emilie får nogen faglig kunnen så hun kan klare sig fremover og har et fremtidsperspektiv som siger noget uddannelse og et liv selv engang. Derudover synes jeg at vi har forpligtelse til at hjælpe Emilie til at kunne omgås med andre mennesker og indgå i nogle fællesskaber. Det gør vi i klassesammenhæng. Men også på tværs – ikke kun med klassen, men også med både klasser over og under og i nogle sammenhænge med hele skolen. Når vi skal have emneuger, er vi altid opmærksomme på: ’Hvem er Emilie i gruppe med?’ og ’Hvilke voksne er der?’ osv. – for netop at have den ekstra ressource hvis der er behov for det.

Måske bliver det OK at få kontakt med socialrådgiver etc. Jeg har faktisk ikke været i kontakt med nogen – kun plejemoren. Så har jeg været i kontakt med moren og faren. Jeg har bare skrevet nogle udtalelser på Emilie når der er blevet bedt om det. Jeg går ud fra at de er blevet givet videre til sagsbehandleren eller hvor det er det skulle bruges henne.

Jeg kan sige – i forbindelse med det her med at kontakte sagsbehandleren –, både jeg og den anden lærer, dansklæreren i klassen, har udtrykt vores bekymring omkring Emilie og har ved vores sidste skole-hjemsamtale med plejemoren og med faren og moren sagt til dem at vi mener at det kan være en god idé at Emilie fik noget psykologhjælp. Jeg har – med godkendelse af både forældre og plejemor – talt med vores skolepsykolog om Emilie fordi jeg mener hun har så svært ved at håndtere de følelser der er i hende når hun skal møde sine biologiske forældre. Og der står vi lige nu, hvor vores psykolog siger at det ikke er noget han skal tage sig af fordi det er uden for skolens regi.

Jeg tænker at det kun kan blive sværere i fremtiden for hende. Vi skal have hjælp til at Emilie kan få hjælp til de følelser der er i hende. Det har jeg også bedt plejemor om at sige videre til sagsbehandleren. Det er nok det hun har gjort siden vi er blevet kaldt til det møde i dag.

Men når jeg tænker over det, så er der da også tegn på positiv udvikling. Jeg synes at hun har udviklet sig fra kun at have sine egne ideer til nu også at kunne sidde og arbejde sammen med en anden – og at lytte til hinanden. Og så i mindre grad at nå frem til en form for enighed. Det synes jeg er en positiv udvikling.

Instruktion til den der spiller plejemor Lisbeth:

”Åh, Emiliepigen. Det er da godt at vi skal til det møde i morgen – for noget skal der gøres. På én måde har det fungeret godt at vi har aftalt samvær fra gang til gang – ud fra Emilies ønsker. Men den episode fra august skal bare ikke gentage sig i Kr. Himmelfartsferien. Søren, han har luftet tanken om at Gitte og ham gerne vil have Emilie alle fire dage. Men helt ærligt, så tvivler jeg på at det er Emilies ønske. Det er bare sket gang på gang at jeg skal stykke en lille pige sammen efter ferier og weekender. I august skulle hun være der en uge. Og det havde jo egentlig tegnet godt op til ferien. Hun var hos dem hver anden weekend – ja, jeg tænkte at jeg faktisk slet ikke var i tvivl om at det nok skulle gå godt.  Men hold da op, hvor gik det bare rigtig, rigtig dårligt – ned ad bakke! Og der var både druk og vold. Gudskelov, så har Søren aldrig slået Emilie – og jeg tror ikke at han nogensinde kunne få sig selv til det. Men hun har det skam også skidt nok med at se Søren slå Gitte.

Og så kom Emilie hjem og fortalte historien sådan lidt efter lidt. Først så kunne jeg da godt mærke at hvor er der bare noget som er HELT galt. Der var så mange tegn på at der var sket noget ubehageligt hjemme hos Gitte og Søren – nå, ja, dengang boede de jo også sammen. Jeg nåede lige at sige til Ole at: ”Nu bliver vi altså nødt til at kontakte sagsbehandleren, fordi det her, det er for meget for hende”. Jeg nåede så ikke at ringe til sagsbehandleren, men hun ringede til mig fordi der havde været en anonym anmeldelse om massiv druk og vold. Enden af det blev at Emilie bare ikke ønskede at skulle derop mere. Jeg kan godt forstå at hun bliver nervøs hvis de er sammen – ’Hvad sker der?’ De små ting hun sidder og siger her – pludselig siger hun: ’Jeg er heller ikke vant til det.’ ’Hvad er du ikke vant til?’. ’Jeg er jo ikke vant til at I drikker hver dag’. ’Nej, det er du ikke’.

Jeg synes at det var så sigende det der skete juleaften. Juleaften er vi her, hele familien. Og da der blev sat kaffe på bordet, tager vi en flaske rom og en flaske Bailey frem. Så griber Emilie fat i min store datter – ’Skal de voksne være fulde nu?’. ’Nej, det skal de ikke – de tager kun én til kaffen, og så er det dét. Og prøv at se, det er ikke fyldte flasker, de har taget af dem mange gange’.

Men det er jo ikke fordi at det samvær bare slet ikke kan lykkes. Da jeg hentede hende i torsdags hvor hun havde været hos faren i tre og en halv time, da kunne jeg se at hun havde hygget sig. Virkelig hygget sig, og hun var ét stort smil. Det er også derfor at jeg har sagt til Søren at jeg tror det er vigtigt med de korte besøg. Men jeg ved ikke om han er tilfreds med det – jeg tvivler.

Søren og Gitte ser jo ikke at når jeg henter hende fra skole for at køre hende hen til dem, så siger Emilie klart og tydeligt at ”Jeg vil ikke!”. Det er bare ikke til at se den søde pige have det sådan.

Sagsbehandleren siger at det er fordi jeg har følelser i klemme og at jeg skal lære at være noget mere professionel og sige til Emilie: ’Det skal du!’ Og det kan jeg jo godt sige, men mit kropssprog siger nok noget andet. Jeg er nok ikke så professionel når det kommer til stykket. Så er det svært at ligne én der mener det. De kan jo godt læse os.

Hvis så det bare gik godt for hende på andre punkter! Men altså matematik og sådan noget, det har hun det lidt svært med – men hun læser da godt, og hun skriver godt og vil meget gerne. Men det sociale, det halter. Det gjorde det også lidt i børnehaven, men det er ligesom om at det er blevet meget værre her i skolen. Og så er vi endda bare glade for at hun går i en klasse hvor der kun er en 18 elever – og nogle gange er der to lærere til de 18 elever. Det er jo ikke fordi at lærerne ikke gør det godt. De holder øje med hende og beskytter hende – fordi hun har så travlt med alle andre og glemmer helt at lave sine egne ting. De forsøger jo at sige til de andre elever at: ’Prøv at høre her, I skal vide at Emilie har det lidt svært med det der’.

Hun er et nemt emne til at de andre siger: ’Det er Emilie, der gør det’. Så føler hun sig uretfærdigt behandlet. Nogle gange er det også sådan, men det er også fordi hun hele tiden er på og sladrer til de voksne. Klasselæreren Anna har foreslået at Emilie skal have samtaler med en psykolog. Som aftalt med Anna har jeg givet det forslag med psykologen videre til socialrådgiveren. Det er nok også noget der kommer på programmet ved mødet i morgen.

Nu har hun fundet én i klassen, Maja, som selv kan give tilbage – en helt velfungerende pige, der kan give tilbage og sætte grænser. Det er bare rigtig godt for Emilie. Og hun har da af og til veninder med hjem. Det er nu mest os der ringer rundt og spørger om de kan tage med herhjem. Men nogle gange er det sådan ’Nu er det vist Emilies tur til at komme hjem hos os’. Det er jo tegn på at deres børn ikke lige kommer hjem og siger ’Jeg vil gerne lege med Emilie i dag’.