Silas

– mistanke om vold mod 11-måneders dreng

Direkte aktørperspektiver

Louise, sygeplejerske på børneafdeling på et hospital

Indirekte aktørperspektiver

Silas

Silas’ forældre

Hospitalslæge og ortopædkirurg

Andre sygeplejersker

Tværprofessionelle temaer

Observation, undersøgelse og drøftelse af et barns symptomer

Håndtering af samarbejde med forældre når der er tvivl om hvad barnet har været udsat for

Juridiske forhold knyttet til mishandling af børn

Didaktiske forslag

Rollespil

Forumteater

Lyt til casen Silas

Indledning

Casen


Silas casen 9.24 MB 39 downloads

Her kan du downloade Silas casen som en mp3 fil. ...

Silas har slået benet

En onsdag aften på børneafdelingen på et hospital kommer en dreng, Silas, på 11 måneder ind med sin mor og far. Drengen er kommet til skade med benet. Han er meget ked af det, og forældrene virker frustrerede. Forældrene fortæller at drengen er faldet ned og er kommet til skade med sit ben.

Normalt ville skadestuen have taget imod familien, men her er der ikke plads denne aften. Derfor kommer familien direkte på børneafdelingen. Louise, sygeplejerske på afdelingen, bliver tilknyttet familien og sørger for at de bliver indlogeret på en stue. Forældrene er nervøse. Louise fortæller om sin modtagelse af familien: ”Jeg gør meget ud af at de skal føle sig trygge. Jeg giver dem mad og drikke, taler med dem og ønsker at etablere en god relation til dem.”

Røntgen og blå mærker

Efter et par timer skal Silas have taget røntgenbilleder og undersøges. Der er mistanke om lårbensbrud. De forskellige undersøgelser tager lang tid. Da undersøgelserne er lavet, hjælper Louise forældrene med at finde feltsenge så de kan overnatte sammen med deres dreng. Louise slutter sin vagt. Da hun kommer igen tidligt næste morgen, går hun ind på stuen.  Familien sover stadig, og hun vækker dem med morgenmad. Efterfølgende hjælper hun med bleskift. Louise siger da hun tænker tilbage på episoden: ”Jeg lægger mærke til at drengen har blå mærker på maven, men jeg tænkte ikke videre over det.”

Mistanke om vold

I et andet lokale på hospitalsgangen afholder lægen og ortopædkirurgen møde med hinanden på baggrund af undersøgelserne af drengen aftenen før. De bekræfter at der er lårbensbrud. Louise bliver efterfølgende kaldt ind. Lægerne fortæller hende at børn ikke får lårbensbrud så nemt, og at det giver dem en mistanke om vold. De spørger Louise om hun har lagt mærke til noget opsigtsvækkende, fx i forhold til forældrenes samvær med barnet, eller om hun har lagt mærke til skrammer på barnets krop. Hun fortæller om de blå mærker på maven hvortil lægerne siger at det ikke er normalt at have blå mærker i den kropsregion medmindre man er blevet taget hårdt fat i eller har fået hårde slag. Louise tilføjer til dette: ”På det her tidspunkt mener jeg ikke at forældrene er klar over at personalet på hospitalet har mistanke om vold.”

Lægerne og Louise aftaler at de i løbet af de efterfølgende timer skal have taget flere røntgenbilleder og lavet flere andre undersøgelser som kan be- eller afkræfte mistanken om vold. Louise siger: ”Jeg oplever at alt det der foregår forandres fra at være omsorgsydende i forhold til at dække nogle behov i en familie til at blive en form for detektivarbejde hvor vi skal have be- eller afkræftet mistanken om vold.”

Flere undersøgelser

De følgende timer bliver der taget flere røntgenbilleder. Louise hjælper forældrene med at bade barnet og benytter badet til at undersøge barnet for andre skrammer. Louise forklarer: ”På et tidspunkt hvor den lille dreng græder meget og faderen er irritabel, kan jeg mærke at jeg begynder at tænke på om der alligevel er hold i mistanken.  Timerne sammen med forældrene er meget udfordrende. Jeg føler forældrene skal skånes hvis nu der ikke er hold i mistanken. Samtidig kan jeg mærke at resten af sygeplejerskerne på afdelingen har ændret adfærd i forhold til forældrene. Tonen, blikkene og måden der bliver hilst på forældrene på er blevet anderledes.”

Under badet opdager Louise yderligere blå mærker på ryggen, og hun går til lægerne med denne viden. Lægerne indkalder forældrene til samtale for at fortælle om mistanken. Personalet beslutter, at Louise, som har været tilknyttet familien fra de kom ind på hospitalet, ikke skal deltage i mødet da hendes gode relation til forældrene skal bibeholdes. Louise siger: ”På den måde får jeg rollen som den ”gode”, mens lægerne får rollen som de ”onde”.”

Forældrene konfronteres

Til mødet fortæller lægerne forældrene at de på baggrund af røntgenbillederne og de resterende undersøgelser har en mistanke om at barnets brud er forårsaget af vold. De forklarer at der vil foregå flere undersøgelser som skal være med til at be- eller afkræfte mistanken. Endvidere oplyser de forældrene om at de rent juridisk er forpligtet på at kontakte de sociale myndigheder.

Da mødet er slut, går forældrene ind på stuen igen. Louise går ind til dem. Louise mindes situationen: ”Her møder jeg forældrene, som er meget oprevede og frustrerede.  Frustrationen ender også med at gå ud over mig da forældrene virker sure på hele systemet og også ser mig som en del af systemet. Min kontakt til forældrene bliver svær, og jeg kan ikke bibeholde den gode relation til dem.”

Overflytning til andet hospital

Silas lårbensbrud er for kompliceret til at blive behandlet på hospitalet. Derfor bliver familien overflyttet til et større hospital som kan udføre operationen.  Sagen bliver sendt med til det andet hospital, og de sociale myndigheder bliver kontaktet i forhold til mistanken om vold.